Baobab-træer, hvem har vendt dem på hovedet?

Baobab-træer

Den danske skole i Iringa

Group-picture i Ismila tæt på Iringa

Vi får ordnet negle i Arusha for 7 kr. Rengøring og 3 farver neglelak!

Sikonge – et dejligt sted :)

I Sikonge besøgte vi spedalskhedshospitalet og deres arbejde. Der har været BDM-missionærer i rigtig mange år, og vi har også læst en bog om stedet. Det var rigtig spændende at se, hvilket arbejde, de gør for de spedalske og også hvilken kæmpe betydning, det har for deres liv.

Man kan blive 100% helbredet for spedalskhed. Det, der er problemet, er, hvor mange nerver sygdommen har nået at ødelægge, før man kommer i behandling. Man tager medicin i 6 – 12 mdr, og fra den første pille er taget, er man smittefri. Et andet problem ved sygdommen er, at man bliver udstødt af samfundet. Vi mødte én, hvor konen havde forladt ham og børnene og en masse, som følte sig så anderledes, at de efter deres behandling ikke havde lyst til at vende tilbage til deres landsby.

I Sikonge har de en lille camp, hvor der bor ca. 20 mennesker. De er for dårlige til at tage sig af sig selv, så derfor har de brug for daglig hjælp og pleje. Det fungerer lidt ligesom et plejehjem. Campen er lukket for tilgang. De vil ikke have flere i den og lader den lige så stille lukke ned som folk dør. Den dag vi var der, var der én af beboerne, som lige var død, så vi kunne desværre ikke se den.

De har en anden camp eller en lille landsby, hvor der bor ca. 200 mennesker. Det er en normal landsby med familier, og de går i marken osv. De kan sagtens klare sig selv, og mange af dem er blevet gift og har fået børn. Det, der gør, at de bor der, er, at de ikke har lyst til at vende tilbage til deres oprindelige familier, eller at de ikke har noget at vende tilbage til.

Mange af dem havde dårlige føder og/eller hænder; mistet tæer/fingre. Det er meget vigtigt, at de får vasket og blødgjort deres fødder hver dag, for ellers får de lettere sår o.lign. og de har ingen følelser i fødderne, så det er ikke altid, at de opdager det, før såret er blevet rigtig grimt.

På leprosariet eller hospitalet er der plads til ca. 10 mennesker. Da vi var der, var der syv og de havde alle rigtig grimme, dybe, åbne sår i foden. Behandlingen er vask, måske fjernelse af arvæv og ellers hvile. Det kan tage flere måneder at hele. Stort set alle de patienter, der bliver indlagt har samme problem. De mærker ikke, at de får et lille sår under foden, og så går de med det i lang tid, ud i marken osv. Måske er der en anden, der opdager det, og da er det allerede blevet grimt og dybt.

Et andet sted har de også et værksted, hvor de laver special-sandaler og proteser.

Vi fulgtes med doktor Ruhamia og doktor Richard, som var nogle rigtig rare mennesker. Vi blev virkelig taget godt imod, og det var så flot af dem, at de havde tid til at vise os så meget.

Desuden boede vi i vores egen lille lejlighed med køkken ved siden af missionærhuset. Det var luksus for os, og vi havde en del tid til at sidde og slappe af.

Skrevet søndag d. 26/6

En abe, der spiser MINE bolcher!

Vi var på en 3-dages safaritur i Serengeti og Ngorongoro. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi så mange spændende dyr og ikke mindst rigtig flot natur. Herunder vil jeg fortælle lidt om nogle forskellige ting ved turen.

Det er en rigtig abe, der sidder på toppen.

Vi holdt frokostpause på toppen af Ngorongoro krateret, hvor vi fik madpakker udleveret. Lige ved siden af os stod en Marabou-stork, og nogle Zebraer kom også gående inde i græsset. Jeg stod og holdt mit æg i hånden, og lige pludselig var der noget, der fløj ind i det og skubbede halvdelen ud af hånden på mig. Det viste sig, at jeg var blevet angrebet af en ørn. Der skete ikke noget, men jeg blev ret forskrækket over, at den kom så tæt på mig.

Ved indgangen til Ngorongoro reservatet var der nogle bavianer, der gik rundt ude på vejen. Helene og jeg syntes, de var ret spændende, så vi gik tættere på for at tage billeder. Pludselig råbte vores guide efter os, at vi ikke måtte gå tættere på. De kunne åbenbart finde på at angribe folk og havde store skarpe tænder! Var vi lidt smådumme turister, eller hvad?

Inden vi kørte ind i parken fik vi at vide, at vi altid skulle lukke vinduerne, når vi gik ud af bilen, for bavianerne kunne finde på at gå ind i bilen og stjæle mad. Ret mærkeligt. Men vi oplevede det alligevel på et tidspunkt: Vi havde lukket vinduerne, men da det var en safaribil, kunne man åbne taget, så man kunne stå op og kigge ud, tage billeder osv. Da vi holdt ved den campingplads, hvor vi skulle sove den første nat, gik der ikke lang tid før, at der havde været en bavian inde i bilen. Jeg havde meget ondt i halsen, så jeg havde købt mentol-bolcher. Dem syntes aben åbenbart, at han skulle have. Da guiden kom hen og sagde det, sad bavianen et stykke væk fra bilen og pillede ligeså pænt papiret af det ene bolche efter det andet. Og der blev ikke suttet på bolcherne, de blev tygget, og det næste puttet hurtigt ind i munden. Jeg tror nok, der var én, der fik dårlig mave! Det var ret sjovt at se på, men jeg var også lidt irriteret over, hvorfor den lige havde taget mine bolcher.

Jeg tror, dyrene havde lavet en sammensværgelse mod mig den dag!

Vi var inde og besøge en Masaai-landsby i Ngorongoro reservatet. Vi skulle selvfølgelig betale entrepenge, og selvom det var ret turistet, var det en spændende oplevelse. De unge havde gået i skole og var bedre til engelsk end dem, vi kender fra Kipili. De levede mere primitivt, men formåede bedre at kommunikere med omverdenen.

Kvinderne og mændende sang og dansede for os, og en af kvinderne kom hen og gav mig hendes store halssmykke på og trak mig så med ind i deres rundkreds. Der skulle jeg så forsøge at danse og synge lidt med på deres stammesang. Det var ret sjovt, og jeg blev vist os lidt til grin.

 

Om natten skulle vi sove i telt midt inde i Serengeti. Det var spændende, men også ret vildt. Da vi sad og snakkede efter aftensmaden, gik der en hyæne rundt mellem bilerne. Vi fik at vide, at hvis vi skulle på toilet om natten, behøvede vi ikke at gå helt hen på toilettet. Hvis man skulle op om natten skulle man helst gå så lidt rundt som muligt, for man kunne aldrig vide, hvilket dyr man mødte. Så i stedet: Over i den nærmeste busk at tisse!

Vi så løver rigtig tæt på. Nogle af dem gik og lagde sig lige ved siden af bilen. De så så søde ud, og jeg fik lyst til at klappe dem. Jeg ved godt, at det er farligt, men de ser så uskyldige ud med deres søde katteansigt. Guiden havde fortalt os, at det kun er dumme mennesker, der bliver dræbt af en løve, fordi de glemmer, at den er farlig. Næsten hver gang vi så en løve, spurgte guiden, om vi havde lyst til at klappe den. Og hvis vi havde, skulle vi bare lige aflevere pung og visa-kort med pinkode til ham, inden vi gik ud!

Guiden fortalte mange sjove ting. Om gnuerne sagde han; de er bare dumme. Og det fik vi også lov til at opleve lidt. På et tidspunkt gemte nogle løver sig i græsset og var klar til at angribe nogle gnuer. Vi kunne nemt se løverne, og nogle bavianer i træerne i nærheden skreg for at advare gnuerne, men de fattede ingenting. Løverne får kun bytte 10% af de gange de jager, så gnuerne slap alligevel afsted, da en af løverne blev for utålmodig. 

 

Gnu-fight

Et andet sted var nogle løver ved at snige sig ind på Zebraer. Pludselig bagfra kom der en gnu løbende i retning mod løverne. Den havde slet ikke set noget. Heldigvis for den fik den skiftet retning, så den ikke endte i løvernes klør.

Anden nat sov vi på krateret til Ngorongoro. Der måtte vi absolut ikke have mad inde i teltet. Hvis vi havde, ville der komme store svin, som kunne lugte sig frem til det og så gnave sig ind i teltet. Ved midnat vågnede vi ved, at vores telt blev trykket ned i den ene side. Jeg blev lidt nervøs for, at det alligevel var et svin, der var ved at grave sig ind, og lidt bange gik vi ud for at se, hvad det var. Det viste sig, at det var vinden, der trykkede stængerne ned. Da vi var bange for at stængerne knækkede, flyttede vi teltet. Det gode var selvfølgelig, at der ikke var noget svin!

Da vi var ved at være tilbage til Arusha skulle vi af med én af safarituristerne. Landroveren skulle vendes, og det fik jeg lov til at gøre. Det var lidt svært. Meget hård gearstang og så sidder rattet i den anden side af bilen hernede. Desuden var bilen mega lang, men det var sjovt at prøve, og jeg fik vendt den :)

Gætte en lort?

Leopard

Masaai-hop

Motionsrum midt inde i Serengeti?!

Næsehorn - yes!

The team :)

Skrevet fredag d. 24/6

At køre i bus i laaaaaaang tid

Anders, Helene og jeg har været på en 14 dages tur rundt i Tanzania. Vi har kørt i mange forskellige busser, så vi er nu udnævnt til buseksperter eller måske nærmere ”dem, der er enormt trætte af at køre i bus”. Vi har virkelig oplevet lidt af hvert på vores busture.

Fra Iringa til Arusha er der asfaltvej og ikke rigtig nogle store problemer. Hvis altså ikke man lige pludselig opdager, at bussen kører en anden vej, og man bliver meget i tvivl om, man er kommet med den rigtige bus. Og så ellers at døren står åben hele vejen, fordi den ikke kan lukkes ordentligt. Denne bus havde enormt brede sæder (sådan føltes det i hvert tilfælde, egentlig var de nok bare som dem i DK), og det var virkelig luksus.

Hood-bussen, hvor døren ikke kunne lukkes ordentligt

I Arusha og Iringa kørte vi rigtig meget i Daladala, som er en slags fællestaxa/minibus. Der er rigtig smalle sæder, og der kan være rigtig mange mennesker i. De har alle en konduktør/”én, der råber, hvor daladalaen kører hen”, og han åbner og lukker døren hele tiden og klapper på siden af bilen, når den skal stoppe/køre. Der er meget liv omkring daladalaerne, så de er ret sjove og ikke mindst ekstrem billige at køre med! Man kan køre 12km for 1,50kr!

Fra Arusha til Tabora købte vi billet ved et mindre busselskab, der hed Mohammed Classic. Allerede, da vi købte billeterne, havde jeg på fornemmelsen, at turen ville blive lang. Jeg spurgte, om kvaliteten på bussen, og de henviste mig til et billede, som viste en fin bus! Det er godt med jer; tænkte jeg.

De fleste busser hernede har 2 sæder i den ene side og tre i den anden. Det betyder, at sæderne er meget smalle. Det havde denne bus også. Bussen kørte kl. 6 om morgenen og allerede fra starten af, spillede de rigtig højt tanzaniansk musik. Vi fik dog forlænget vores morgensøvn. 

Mohammed-bussens rat. Det ser betryggende ud, ik?

De havde problemer med at tjekke billeterne, for de kom rundt hele tre gange! Ca. kl. 10.30 ramte vi en stor sten, som fik bussen til at give et ryk til den ene side. Folk i bussen gav en lyd fra sig, som om de tænkte; nu går det galt. Bussen stoppede, og det viste sig, at stenen havde trykket fælgen på et af baghjulene, så hjulet skulle skiftes. Alle mand stod ud af bussen, gik på toilettet og satte sig i grøften og ventede. Det tog ret lang tid, og jeg tror også, at stenen havde gjort et eller andet ved akslen. Vi blev overhalet af adskillige andre busselskaber, mens vi ventede, og der kom tanken; bare vi havde valgt en anden bus!

Støvmaske i bussen

Vi venter på, at de laver mohammed-bussen

Ved 14-tiden kom vi til en rasteplads, hvor man kunne få mad. De sagde 10min pause, så Helene og jeg skyndte os rundt, for at nå at købe noget mad og komme på toilettet. På et tidspunkt, da jeg løb hen mod bussen, er der en der råber, at det tager længere tid, fordi bussen skal laves igen. Så der havde vi løbet rundt som nogle dumme turister. Det var åbenbart ikke lavet ordentligt første gang. Vi ventede i to timer!

Ca. kl. 18 kom vi til en landsby. Vi vidste godt, at det ikke var Tabora, men billetkonduktøren råbte Tabora. Han havde lige sovet, så vi sagde til ham, at det her ikke var Tabora, men det vidste han godt, og det var rigtig nok, at vi skulle af der. Byen hed Nzega, og det viste sig, at vi blev nødt til at overnatte der. Vi var blevet forsinket pga. reparationerne, så vi havde ikke nået bussen, der kørte til Tabora kl. 16. Den næste bus gik først næste morgen. Vi var noget sure over det, men efter et forsøg på at finde en bil, der kørte til Tabora om aftenen, indstillede vi os på, at vi måtte blive i Nzega. Det var faktisk en rigtig hyggelig by!

Næste morgen kl. 6 var vi klar til at fortsætte vores tur. Det var en bus, hvor bagagen skulle op på tager. Der var rigtig mange mennesker med bussen. De stod proppet op i hele midtergangen. Og når vi kørte faldt der indtørrede sandstykker ned i hovedet på os. Vinduet åbnede hele tiden sig selv pga. bumpene, så når jeg lige var faldet i søvn, vågnede jeg ved, at det blæste ind i hovedet på mig. Der var heldigvis kun en tur, der tog tre timer.

Fra Sikonge til Mpanda var vi ved at komme for sent til bussen. De dyttede af os, så vi skyndte os ind i bussen, eller vi skyndte os så meget, som det var muligt. For hold fast, hvor var der mange mennesker med bussen. Vores rygsække plejer at komme i bagagerummet, men der var ikke plads, så de skulle med ind i bussen. Vi havde siddepladser, og det var noget af et mas at komme hen til dem. Folk begyndte at råbe, at de godt kunne bære os, men det skulle vi ikke nyde noget af, så vi fik mast os frem. Lidt efter kom min store rygsæk også, så den sad vi med på skødet. En mand syntes åbenbart også, at han skulle sidde på sæderækken, så vi sad 4 mennesker på 3 smalle sæder. Da vi var halvvejs blev det sidste sæde ledigt og noget bagage blev fjernet fra bagagerummet, så min taske kom derned. Det var fantastisk, hvor godt vi så kunne sidde.

Proppet bus fra Sikonge til Mpanda. Til højre ses den fjerde mand, der også forsøgte at sidde på sædet.

Da vi købte billetten i Tabora havde vi betalt 25.000 tsh for den. Vi syntes, at det var ret meget, så vi spurgte, om det ikke var Wazungu-pris. Nej, nej, det var det ikke, sagde de. Vi spurgte nogle af de andre passagere i bussen, hvad de havde givet for deres billet, og fandt ud af, at prisen kun var 18.000 tsh. Vi var godt sure og følte os rigtig snydt, så da vi kom til Mpanda gik jeg hen for at kræve pengene tilbage for det, vi havde betalt for meget. Efter en time, forsøg på at brokke mig på dårligt swahili og en portion bønner og ris, fik vi 5000 tsh tilbage hver. Vi var rigtig glade og dagen var reddet :)

Næste dag skulle vi med bussen fra Mpanda til Namanyere. Der var åbenbart kun ståpladser tilbage, og de havde ret svært ved at forstå, at vi godt ville stå op. Vi skulle bare hjem til Kipili den dag, så vi var ligeglade med, hvor hårdt det skulle blive. Vi stod op fra kl. 6 – 9.30 om morgenen og endte så i Chala, en by en times kørsel fra Namanyere. Knud kom fra Sumbawanga den dag, så han samlede os op kl. 15.30. Det var lang ventetid og lidt hårdt nu, hvor vi var så tæt på at være hjemme. Vi sov lidt i skolens baghave og var god underholdning til byens børn.

Vi har lært mange ting på vores busture: man skal altid tisse, hvis der er tissepause, og man skal altid købe mad, hvis der er mulighed for det. Man ved aldrig, hvornår bussen stopper igen, og hvornår og hvor man kommer frem.
Skrevet fredag d. 24/6

Lidt forskelligt

Vi har haft besøg af nogle lærere fra Cheke Chea i Ninde, som skulle se, hvordan de gjorde tingene. Der var to mænd med, og de legede bare med børnene. Det var så dejligt at se.

Lørdag d. 28/5 var to af snedkerne i Kipili færdige. Vi var derfor inviteret til graduation party.

Helene og jeg sammen med Niva, headmasteren på snedkerskolen. Han er en dejlig mand.

Helene og jeg holdt en lille afskedsfest for Knuds elever, fordi vi tager på tur. De kan godt lide at danse hernede, så det skulle vi selvfølgelig også.

Vi forholdt os mest siddende, for de er bare bedre til at danse end os!

Champions league-finalen

Som I nok allerede ved, går mange afrikanere meget op i fodbold. Som dem ville os fire volontørpiger gerne se cl-finalen. Det er altid meget frem og tilbage med, hvor det kan lade sig gøre at se fodbold henne. Vi troede nemt, vi kunne se det i Kipili, men kl. 18.30 om aftenen fandt vi ud af, at vi skulle til Kirando. Der er kommet en lille minibus, der kører til Kirando, så vi tænkte, at den kunne vi køre med. Vi aftalte det med vores ven, Niva, og kom så ned til stedet, hvor bussen kører fra kl 19.25. (Vi havde fået at vide, at den kørte 19.30.) Det stod vi lidt og ventede, og blev så spurgt, om vi skulle se fodbold, for så kørte bilen længere fremme. Vi gik derhen ad, og så, at det var en lastbil med lad. Oppe på ladet stod der en masse mænd. Jeg nåede at tænke, at det blev ret vildt at skulle stå deroppe bag, men samtidig nok også en fed oplevelse. Alfred, en af Knuds medarbejdere, råbte efter mig, og fortalte, at vi kunne sidde inde i førerhuset. Det var egentlig fint nok, for vi ville slippe for at blive totalt støvede. Vi skulle bare lige vente på, at de kom og låste op. Der gik nok tre kvarter! Vi sad bag ved forsæderne på en donkraft, tøj mm. Ikke bekvemt, men heldigvis ikke en lang tur. Chaufføren kørte pænt og stoppede pludselig for noget på vejen. Det lignede en pind, men det var en stor slange – den største jeg har set indtil videre! Ret tyk og ca. 1,5m lang. Puha.

Her på det sidste har der nok været lidt for mange kryb, synes jeg. Vi har haft en kæmpe fugleedderkop, frøer, store kakerlakker, en skorpion på badeværelset inden for den sidste uge, så hver gang jeg skal derud for tiden, kigger jeg mig godt for. Helene havde en mus på sit værelse i går, og i dag var der en slange på toilettet i Cheke Chea.

Men vi ventede på at slangen krøb over vejen og fortsatte så vores tur. Da vi kom til Kirando, løb alle folk hen mod det sted, hvor vi skulle se kampen. Vi vidste ikke, hvor det var, så vi fulgte med folket. Vi kom til en låge, hvor der var en masse folk. At vi kunne komme ind der og se noget, så ret umuligt ud. Men det lod sig gøre, og vi betalte 300 tsh (1,20kr) for at komme ind. Det var en slags pavillon med stråtag og masser af bænke. Jeg blev væk for de andre og kom til at stå op foran nogle mænd, der gerne ville sælge deres plads til mig. Det var virkelig varmt og lidt ubehageligt, at de andre var blevet væk. Jeg prøvede at råbe på dem, lyse med lommelygten over mod der, hvor vi stod før, skrive sms og derefter ringe. Der kom mange kommentar fra mændende omkring mig. Til sidst fik jeg fat på pigerne, og det endte med, at vi måtte betale lidt, for at komme til at sidde. Egentlig nok for meget, men 4 kr, for at kunne sidde godt, er jo egentlig ingenting.

Det var jo en fantastisk kamp. God stemning, men alligevel ikke så mange råb, når der var store chancer. Der var meget diskussion frem og tilbage mellem tilskuerne, men det er meget normalt. Det er lidt sjovt, når man kan forstå lidt af sproget. F.eks. hørte jeg: Gud griner oppe i himlen.

Efter kampen skulle Kipili-folket hurtigt(!) afsted, og vi kom hjem uden problemer. Det var en sjov oplevelse.

Skrevet tirsdag d. 31/5

Tur med mobilklinikken til Kisambala

Onsdag d. 18. maj tog jeg med Helene og mobilklinikken til en landsby Kisambala, som ligger lidt længere nede af Tanganyikasøen. Vi skulle afsted med båden kl. 8 om morgenen, så vi stod op og stod nede ved båden 7.55. Der var ikke kommet andre. Lidt tid efter begyndte de at komme, men så skulle båden hente nogle vacciner i en by i den modsatte retning, så Helene og jeg tog os en lur i græsset. Kl. 8.45 kom vi afsted. Det er fantastisk at sejle på søen, især om morgenen. Det er så smukt, og det kunne være rart at gøre hver dag.

Vi ankom til Kisambala, som ude fra vandet ligner en landsby med fire huse. Men resten af byen ligger og gemmer sig inde bagved.

Vi startede med at få morgente med sødekartofler. Ikke noget jeg ville foretrække til morgenmad. Henne ved klinikhuset stod der over 100 mødre med deres børn. De smed alle deres journalbøger, og så skulle vi inddele dem i alder, og om de skulle vaccineret eller ej. Helene og jeg skulle veje babyerne. Jeg skulle råbe navnet op, og det var nogen gange lidt svært at læse, hvad der stod og nogle gange et ret mærkeligt navn, men det gik. De havde alle en vejepose til barnet og kom så op at hænge. En del af børnene skreg, og det gjorde det lidt svært at aflæse vægten korrekt, så det gjaldt om at være hurtig. Der var fugtige bagdele på mange af børnene, fordi de ikke har engangsbleer. De har et eller andet stykke stof og noget plastik rundt om. Deres vægt skulle så tegnes ind i deres vægtkurve, og vi så, om de lå som de skulle. Det mindste barn vi så var tre dage gammelt. Det var hjemmefødt og skulle vejes for første gang. Børnene og nogle af mødrene blev vaccineret af Joyce, en medarbejder på mobilklinikken. Helene og jeg lavede nogle journalbøger, og det var også noget af en udfordring med deres navne. Og så var det ikke altid, de helt vidste, hvad de hed til efternavn, men det er vist fordi, de ikke bruger det. Efter 4 timer var vi ved at være færdige – godt brugte og ondt i fødderne. Til middag fik vi ugali og hele fisk, som skulle spises med fingrene. Det er altid en udfordring.

Vores båd lå klar i det dejlige vand, og der havde jeg rigtig lyst til en dukkert. Men det måtte vente til vi kom hjem.

Jeg tager en slapper efter, at vi er færdige.

Skrevet tirsdag d. 31/5