Besøg på secondaryskolen

Vi har efterhånden hørt en del om secondaryskolen i Kipili fra Knud, så vi tænkte, at vi hellere måtte gå over for at se, hvordan den egentlig så ud. Den ligger ca. 20 min gang uden for Kipili, hvilket vi har bemærket også er typisk for secondaryskolerne i de andre landsbyer.

Secondaryskolen i Kipili har ca. 350 elever og 3-4 lærere. De har altså virkelig lærermangel!!!

Da vi kommer derover er det første vi ser, at de er ved at bygge nogle nye klasselokaler. Eller rettere et fysiklokale, hvilket Knud fortalte os senere på dagen. Vi hilser på nogle elever, som sidder og slapper af og går så ind af deres indkørsel. Det ser ikke særlig pænt ud. Der ligger sten fra byggeriet hist og her og planterne har bare fået lov til at vokse. Lidt efter møder vi headmasteren, som vi også senere får at vide af Knud, kun er midlertidig headmaster, og vi spørger ham, om det er i orden, vi kigger lidt rundt på skolens område. Han vil have os til at skrive vores navn i skolens gæstebog - det er åbenbart noget de går ret meget op i hernede, og vil så gerne vise os rundt bagefter. Hovedbygningen med kontorerne ser forfærdelig ud. Der er glas i nogle af ruderne og andre steder er ruderne smadret. De første klasselokaler, som vi ser, er ikke i brug. De er slidt op. Det ene lokale er cementen smuldret, så der er et kæmpe hul i gulvet. Det virker ret mærkeligt at bygge nye lokaler, når der var gamle, man kunne renovere i stedet.

Vi går over for at se drengenes kostskoleafdeling. Der har været brand i deres opholdsstue for nogle måneder siden, så det står tomt. Deres sengeafdeling består af nogle få senge ellers madrasser på gulvet. De har heldigvis myggenet. De bor ned til vandet, så der kan de bade, og de har en fantastisk udsigt ud over Tanganikasøen. Men ellers er der ikke meget kønt at se på.

Vi ser også Headmasterens hus og deres solarenergi, som han er meget stolt af.

Generelt er der ikke meget kønt på skolen. Den ser forfærdelig ud.

Vi ender med at se noget af en fodboldkamp mellem secondaryskolen og nogle unge fra byen. Vi sidder sammen med nogle piger, som syntes, det er sjovt at råbe og juble højt alt efter kampens gang.

Skrevet fredag d. 25/2.

Pigen, der ofte skulle på klinikken

Jeg har haft nogle små udflugter med en af pigerne fra Cheke Chea. Hun er en rigtig sød pige, men meget stille. I fredags gik jeg ned med hende på mobilklinikken, fordi hun havde et grimt sår på storetåen. Hernede kommer der meget nemt infektioner i sår, både fordi her er varmt, men også fordi de ikke har den samme hygiejnestandard som i Danmark. Så jeg gik ned med hende for at få såret renset. Den dag var hun kun kommet til Cheke Chea med én sko på, åbenbart fordi det gjorde ondt at have sko på den fod, hvor der var noget galt med storetåen. De voksne i skolen syntes, at børnene skal have lukket sko på. Det er virkelig underligt, for der er altså over 30 grader næsten hver dag. Men det er åbenbart det fine, og så render os Wazungu rundt i sandaler. Heldigvis har mange af børnene ndala (klipklapper) på. De er bare ikke altid så praktiske at lege i eller at gå på skrænter med.

Vi fik renset såret nede hos de søde sygeplejersker på mobilklinikken. Pigen var noget utryg ved situationen, så hun græd en del. Jeg prøvede at være støtteperson for hende, men det var lidt svært pga. sproget. Først skreg hun lidt mama og så mwalimu (lærer). Det var ret sødt. '

Jeg gad godt at vide noget mere om rensning af sår, for jeg ved ikke, om de gør det rigtigt hernede. De kan rigtig godt lide at bruge iod til at rense med. I Danmark tror jeg også, at hun ville have fået plaster på storetåen, men hernede sagde de, at det var bedst uden, og det blev så sådan. Da vi skulle gå tilbage til Cheke Chea ville jeg lige løfte hende op af nogle sten. Klodset som jeg er falder jeg med hende, hvilket ikke var særlig smart når jeg skulle passe på hendes storetå! Men hun var så sød og sagde ”pole mwalimu” som betyder ”tag det roligt, lærer - det skal nok gå”. Hun blev selvfølgelig også lidt forskrækket over faldet ligesom mig, men jeg syntes bare, at det var så sødt af hende, at hun også tænkte på, om jeg havde slået mig. Heldigvis skete der ikke flere uheld, og vi kom helskindet tilbage til skolen.

Mandag, da jeg så hende igen, var hun meget varm og havde feber. Hun havde også matte øjne og var ikke ude at lege som de andre børn, så vi måtte afsted igen. Da mobilklinikken er ude i landsbyerne den ene uge og så tilbage på klinikken den næste uge, kunne vi ikke gå ned til dem, fordi de var afsted. Så jeg gik med hende ned til statsklinikken i midten af landbyen. Der sad måske 20 mødre med deres små babyer, og jeg nåede at tænke; åh nej, nu kommer vi til at vente i en evighed. Men heldigvis ikke. De sagde, at vi skulle gå ind, og så var der en sundhedspersonale som mærkede, at hun var varm. Hun sagde, at vi skulle gå hen og få tjekket, om hun havde malaria på den katolske klinik. Da jeg ikke vidste, hvor det var, gik vi først op til Knud for at spørge og kom så derhen bagefter. Hele tiden havde jeg det virkelig træls med at skulle gå så meget rundt med hende, for hun burde jo egentlig ligge i sin seng. Jeg kunne ikke bære hende så langt, og jeg tænkte ikke lige på at prøve at bære hende på den afrikanske måde (med en kanga omme på ryggen).

På den katolske klinik gik vi hen og fortalte, hvad der var galt, og så ventede vi lidt. Så kom vi ind til en sygeplejerske? og han skulle have navn, ca. alder på pigen, og hvad der var galt. Først spurgte han, hvorfor vi ikke havde en eller anden bog med, men det var og er ikke noget, jeg ved noget om. Heldigvis hjalp han os alligevel. Vi skulle så ud at vente lidt igen, fordi hun skulle prikkes i fingeren. Hun var ret nervøs, da vi skulle ind og græd også lidt, så jeg vidste, at hun nok også ville græde, når hun skulle prikkes i fingeren. Jeg prøvede igen at være støtteperson! Jeg har siden tænkt på, at jeg ikke håber, jeg har skræmt hende fra at gå til lægen i fremtiden.

Sygeplejersken? sagde, at vi skulle vente 10min for at få svaret. Da jeg ikke havde penge med for at betale for stikket (500tsh = knap 2kr), skulle vi igen ud at gå for at hente dem. Da vi kom tilbage var der nok gået et kvarter. Vi satte os for at vente, og jeg regnede med, at de ret snart ville komme med svaret. Pigen begyndte at sove oppe på mit skød, og det trængte hun nok også til efter alt det gåtur. Pludselig kom hendes mor, jeg ved virkelig ikke hvorfra, men rygterne om, at hendes datter var syg, var nok gået rundt i landsbyen. Jeg ventede sammen med dem i 20 min og gik så ind for at spørge, om de havde fundet ud af noget. Nå, men jeg skulle lige betale inden han ville kigge nærmere på prøven. Det kunne han da bare have sagt! Efter 5 min blev vi så kaldt ind. Hun havde ikke malaria. Men hun kunne tage et eller andet medicin. Det kunne moren så gå op til Knud for at spørge, om han havde. Knud har et ret stort lager af forskelligt medicin, fordi medicinen forsvinder fra klinikkerne på mystisk vis(!) og kan være enormt dyrt.

Knud sagde senere på dagen, at han måske troede, hun havde lungebetændelse. Hun havde ondt inde i brystet og hostede også. Hun har heller ikke været i Cheke Chea de tre dage siden. Jeg har spekuleret på, hvordan det går med hende; om hendes forældre kan finde ud af at tage hende til lægen, hvis hun har fået det værre osv. Og så håber jeg på, at hun snart bliver rask igen.

Skrevet torsdag d. 24/2

Fodbold – mpira wa miguu

Som mange andre afrikanske lande går de også op i fodbold i Tanzania. I søndags var der lokal opgør mellem Kipili og en anden landsby. Da vi kom hen til station, som er Kipilis primaryschools boldbane, var der ikke særlig mange mennesker. Vi vidste egentlig ikke, hvornår det skulle begynde, så det endte med, at vi ventede godt en time. Jeg kan nu ikke andet end forestille mig, at det var forsinket. De fleste af spillerne havde sko på, men der var også nogle, der ikke havde. Efterhånden var der også kommet en del lokale mennesker – både mænd og kvinder. Da det første mål blev scoret skete der virkelig noget underligt. En masse mennesker løb ud på banen og jublede. Det var næsten lige før, at de viste mere glæde for målet end spillerne selv. 

For fodboldspillerne var selve banen ikke særlig god, så boldens retning kunne være lidt svær for dem at forudsige. I Danmark ville man nok sige, at den bane var total uegnet til at spille fodbold på.

I tirsdags var der så opgør mellem snedkereleverne og secondaryskoleeleverne. Det foregik over på secondaryskolens boldbane. Anders var blevet spurgt af snedkereleverne, om han ville være med på deres hold, så han skulle også spille. Jeg gik bare med for at kigge på sammen med nogle andre fra byen og en masse secondaryskoleelever. Igen kom vi til at vente i laaaang tid, før det begyndte. Begge hold havde hold-T-shirts og det var igen forskelligt, om de havde sko på eller ej. Når der blev scoret mål skete der det samme som om søndagen. Folk løb ud på banen og hoppede og slog kolbøtter. Snedkerne startede med at føre 2-0, og de så ud til at have styr på kampen. Men det ændrede sig, og det endte med, at secondaryskolen vandt med 4-2.

Skrevet tirsdag d. 8/2

Undervisning

Vi er begyndt at undervise mobilklinikken i nogle computerprogrammer fra microsoft office-pakken. Det er meget fint, men man skal have en god portion tålmodighed. For nogle af dem er meget langsomme og har ikke rigtig brugt computer før. Og det er også lidt svært, når man måske fornemmer, at de ikke helt forstår, hvordan det egentlig er, man laver et diagram - i hånden. Det virker lidt som om, at nogle af tingene bare er noget man gør og som der ikke er nogen forståelse bag. Men de er rigtig søde dernede og byder os meget varmt velkommen, når vi kommer der. Og så er de rigtig glade for vores hjælp.

Knud har en del secondaryelever boende hos sig, som han hjælper med at få råd til at gå i skole. Dem er vi også begyndt at undervise i engelsk tre gange om ugen. Næsten al deres undervisning i skolen foregår på engelsk, så de forstår en del engelsk, men er ikke i stand til at snakke det selv. Så vi skal lære dem at komme i gang med at snakke engelsk. Vi kalder holdet for engelsk communication. Det er lidt svært at finde ud af, hvor niveauet ligger for dem, så vi har været nødt til at prøve os lidt frem her i starten. Vi har delt dem op i to hold, da nogle af dem er bedre end de andre. Den anden aften vi skulle undervise dem, dukkede ingen af dem op. Knud havde ellers fortalt dem, at de var tvunget til at komme – et tilbud, som de ikke kunne afvise. Vi gik ned til dem, og de mente først ikke, at de skulle undervises den dag. Men efterhånden fandt vi ud af, at de ikke rigtig syntes, at de gad den dag. De var trætte og havde andre ting at gøre. Det er ret typisk for den tanzanianske kultur, at man kommer, hvis man gider. Men det endte med, at de lige måtte få en opsang af Knud og i går, da vi skulle undervise igen, var de der alle til tiden :)

Skrevet lørdag d. 5/2

En Cheke Chea fredag

Der er jævnligt nogle der skriger op i Cheke Chea. Enten er det fordi de er faldet og har slået sig, eller også er de vrede over noget, f.eks. hvis de ikke kan få noget en anden har, eller hvis en anden har taget noget fra dem. Og de tænker ikke lige på, om det var en anden, der havde tingen først. I går, fredag, syntes jeg så, at der skete noget ret besynderligt. Der var en pige, der fik nogle fingre i klemme i døren, og det er selvfølgelig normalt, at det sker engang imellem. Men det var ret svært for os lige at finde ud af, hvordan vi skulle få hendes fingre ud igen. Så det tog lidt tid, og hun skreg selvfølgelig imens, og alle børnene kom hen for at se, hvad det var, der foregik. Ca. 5 min. efter den ene piges fingre var kommet fri, var der en ny piges fingre der sad fast. Hvorfor hun ikke lige havde forstået, at man ikke skulle stikke fingrene derind, forstår jeg virkelig ikke, for hun havde lige stået og kigget på den anden pige. Måske ville hun gerne have opmærksomhed ligesom den anden pige fik? Jeg syntes virkelig, det var dumt gjort af hende, og jeg var noget irriteret på hende over det.

Skrevet lørdag d. 5/2

Wampembe

Lørdag skulle vi tidligt op og sejle på Tanganikasøen til en by Wampenbe. Knud havde et ærinde dernede, og vi var med for at kigge lidt på byen. Sejlturen tog tre timer og var fantastisk smuk. Vi så fiskere, der var på vej ind fra nattens fisketur og fiskere, der sad og fiskede med deres net i små både. De store fiskerbåde sejler om aftenen over til Congosiden, da det er der, der er flest fisk. Om morgenen, når de skal hjem igen, fragtes de små både oveni i de store. Det ser ret sjovt ud!

I Wampembe blev vi hurtigt genstand for en masse børns opmærksomhed, og de fulgte efter os, da vi gik for at kigge på byen. Vi så både secondary- og primaryskolen. Det er ikke pæne klasser, og det er ret underligt, for nogle af klasselokalerne står tomme, mens andre roder. På secondaryskolen stod der i en af klasserne stadig noget tekst på tavlen fra den sidste time. Det var biologi og handlede om fotosyntesen. Det var på engelsk, og mine tanker gik hen på, om eleverne overhovedet forstod det. For de er virkelig ikke gode til at snakke engelsk! Jeg håber, de er bedre til at forstå det.

Klasseværelse

Skilt foran skolekontoret

Lærerværelse

Vi gik ned for at slappe af på den dejlige strand og fandt et træ at sætte os under. Og da børnene syntes de blev trætte af at stå op satte de sig også ned for at følge med i, hvad vi lavede. Selvom der var børn hele vejen rundt om os, fik jeg mig alligevel en lur. Jeg kunne mærke, at de prikkede lidt til mig i ny og næ, mens jeg sov, og da jeg vågnede, snakkede jeg lidt med dem. Det var lidt svært, fordi jeg ikke kan særlig meget swahili, men meget underholdende, og jeg fik dem da til at synge en sang.

Turen hjemad tog også tre timer, og da vi kom hjem, var der kommet to krebs i flokken – Anders og mig ;) Så solcreme kunne altså ikke klare det!

Skrevet søndag d. 30/1

Stranden

Vi har fundet stranden nu, men det tog en hel eftermiddag og bød på mange oplevelser. I stedet for at gå over bjerget gik vi udenom. Vi kom til den Lodge, som er ejet af et sydafrikansk par og vidste så, at vi skulle gå lidt længere end det. Lidt længere fremme så vi en katolsk kirke-ruin og dertilhørende kloster, og det gik vi hen for at kigge på. Knud har fortalt os, at det er en af det ældste kirker i Tanzania og ca. 100 år gammel. 

Efter at have kigget på kirken gik vi lidt længere endnu og fandt så et sted, hvor der var en masse mennesker, der var ved at bygge. Midt ude i ingenting! Det viste sig, at de er ved at bygge et sted, hvor færgen Liemba, der sejler på Tanganikasøen, kan ligge til. Det er en af verdens ældste færger, der altså stadig sejler, og har en sjov historie bag sig. Jeg husker historien således, er ikke helt sikker på, at det er rigtigt. Liemba er bygget i Tyskland og omkring første verdenskrig, hvor Tyskland var i Tanzania, besluttede de, at den skulle til Tanganikasøen. Hele færgen blev pakket ned i kasser, som kunne bæres af to mænd og blev så sejlet til Dar es Salam. Kasserne blev transporteret med tog et godt stykke ind i Tanzania, men da togbanen ikke gik længere, blev kasserne båret af mænd det sidste stykke! Liemba blev samlet og sejlede så på søen. Da Tyskland havde tabt første verdenskrig, ønskede de ikke, at nogle andre nationer fik gavn af Liemba, og derfor sank de den. Den er dog senere blevet hevet op af vandet, og da Tanganikasøen er ferskvand, var Liemba ikke rustet og sejler derfor stadig på søen.

Mht til stranden tænkte vi, at vi nok var gået for langt, så derfor gik vi tilbage til Lodgen og fandt stranden. Jeg mærkede vandet, og det havde en rigtig dejlig temperatur. Da vi gik tilbage, fandt vi den korte vej over bjerget. Hele turen havde Knuds 1-årige hund, Cola, fulgt efter os lige i hælene, så den var klar til at beskytte os, hvis der skulle ske os noget ;)

Skrevet søndag d. 30/1

Cheke Chea

Børnene er vilde med os Wazungu. De vil helst spille, lege og holde os i hånden mange på én gang, og de er ikke altid så søde mod hinanden. Jeg ser det som en opgave at få dem til at blive bedre til at lege sammen og være søde mod hinanden. Generelt er det ret svært, når vi ikke forstår, hvad de siger, men indtil videre er det gået alligevel. De tanzanianske pædagoger kan snakke lidt engelsk, så kommunikationen med dem er ok.

Nogle børn i Cheke Chea

Børnene børster tænder

Skrevet torsdag d. 27/1

Kipili

Kipili er virkelig et flot sted. Der er en skøn temperatur, og udsigten er fantastisk. Da vi står ud af bilen bliver vi overfaldet af Cola, en et-årig gammel hund og derved rigtig budt velkommen. Vi bor lidt væk fra Knuds hus og har et toilet med edderkopper mm. Det er simpelthen så dejligt ;) Men ellers hænger vi mest ud oppe hos Knud. Han har en rigtig god terrasse, hvor nogle af de lokale børn kan stå lidt væk og kigge på os. Der er en masse mennesker, der går rundt på grunden. Det er meget hyggeligt, og så er der en masse mennesker, man kan øve sine swahili-hilsner på. For der findes en milliard forskellige hilsner! Eller det føles det i hvert fald som om...

Gekkoer inde i Knuds hus

Min trofaste ven Cola, der gerne følger mig

Den anden dag, vi var her, ville Anders og jeg prøve at finde om til en strand, som ligger på den anden side af det bjerg vi bor på. Først startede vi bare med at gå op ad bagved Knuds hus, men der var ret tæt bevokset, så vi gik ned igen. Så fik vi at vide, at vi skulle finde en sti henne ved mobilklinikken. Den fandt vi så og begynde den hårde opstigning. Vi endte op på toppen af bjerget, hvor der står en mobilmast(!), men kunne ikke finde nogen sti ned på den anden side. Så vi måtte traske hjem igen, desværre. Vi skal vist have hyret os en lokal guide til at hjælpe os med at finde den rigtige vej!

Skrevet torsdag d. 27/1

Kirke og søndagsudflugt

Søndag skulle vi i kirke. Det var i Moravian Church – brødremenighedskirken. Jeg var ret spændt på, hvordan det ville blive. Da vi kom var den forrige gudstjeneste ved at være slut og det foregår ved, at et kor synger ud af kirken og så kommer folk ud bagefter koret.

Egentlig skulle vores gudstjeneste starte kl. 10, men som vi allerede har erfaret mange gange hernede, så starter tingene til afrikansk tid, dvs. når det lige passer. Desuden er det sådan, at det er de færreste, der kommer til tiden, og det er derved i orden at komme for sent.

Til denne gudstjeneste var der fire kor!: Et børnekor, et ungdomskor, et voksenkor og et menighedskor. De første to timer af gudstjenesten gik med korsang, dans og lidt tekstlæsning. Så hørte vi prædikenen, og så blev vi nødt til at gå, fordi vi havde en aftale kl 13. Det var ikke så godt :/

Heidi oversatte en del for os undervejs, og det var ret dejligt. Det var ret specielt med så meget dans i kirken, men jeg var ret imponeret over, hvor gode børnekoret og ungdomskoret var til at danse og synge. Dem kunne vi ikke konkurrere med hjemme i Danmark.

Vi skulle med Peter Olufson, en LM-missionær, der bor i Sumbawanga, på udflugt ud til nogle huler, som førhen var forbundet med overtro. Vi var 8 Wazungu (hvide) afsted, dvs. næsten en hel bilfuld. Udover det var der plads til to tomlere. Det blev kun til én på vej derud. Turen derud tog ca. en time, og vi kom frem til den smukkeste natur og udsigt. Vi besteg en stor klippe, og derefter var der en slikkepind på højkant til den, der kunne finde en indgang til en hule. Inde i hulen har der førhen været kranier, og folk kom der for at fortælle om deres problemer til deres forfædre. Det var ret spændende at skulle gå igennem en åbning til hulen, hvor man ikke rigtig kunne se noget, og så stå derinde i fugt og med vand dryppende ned.

Vi sad på en klippe og spiste kaffe og nød udsigten. Vi fik også kigget og hørt en del om fugle, fordi Peters søn, Silas, virkelig er en fugle-nørd! Han havde både en kæmpe kikkert med og et kamera med et kæmpe objektiv.

På turen tilbage blev vi stoppet af to tanzanianere, som sagde, at formanden i den nærliggende landsby gerne ville snakke med os. Det viste sig, at han gerne ville have at vide, at vi kørte derud – ret mærkeligt. Peter har ellers været derude 10 gange før, uden at der har været noget. Vi blev enige om, at det nok var en tanzanianer, der gerne ville vise sin autoritet overfor Wazungu. Det blev til et stop i landsbyen, hvor en masse børn fik kigget på os, og vi fik kigget og fotograferet dem. De syntes, det var rigtig sjovt at se sig selv på billede bagefter, så det fik vi en del tid til at gå med. Udover det stod der Soma Biblia (læs bibelen) på Peters bil, så de spurgte, om vi havde nogle kristne bøger med – der blev vist solgt et par sangbøger!

 

Vi var inviteret til aftensmad hjemme hos Peter og hans kone, Anne-Lene, hvor vi fik kartofler og frikadeller – uhm, dejligt! Jeg syntes, det var rigtig rart, at vi som fremmede bare måtte komme med på turen og var velkommen i deres hjem.

Det var alt i alt en rigtig dejlig dag med en masse på opleveren!

Skrevet mandag d. 24/1

Knuds børnehjem

Vi har haft en del tid som vi skulle have til at gå i Sumbawanga, så en af dagene tog Heidi, Anders og jeg ud for at se et børnehjem, som Knud har startet. En af fyrene ude fra gården viste os derhen. Vi var meget velkomne derhenne, og heldigvis havde vi Heidi med, som snakker flydende swahili, så hun kunne nemt kommunikere med dem. Der bor ca. 12 børn i alderen fra 10 og opefter. Heidi havde taget uno-kort med, og så spillede vi uno med børnene. Det var rigtig hyggeligt og sjovt. Jeg tror nu ikke, at det var alle, der helt vidste, at det galt om, at komme af med sine kort først. For nogle gange, når man kunne bytte kort, valgte de bevist at bytte med én, der havde flere kort end dem selv. Men det var nu meget sjovt :) Nogle af børnene kunne lidt engelsk, men ellers kunne jeg godt forstå nogle få af ordene, de sagde på swahili.

I Tanzania er der en skik med, at man følger folk lidt på vej. Det gjorde én af drengene fra børnehjemmet så.

Skrevet mandag d. 24/1