Palmesøndag og afrikansk bryllup.

Dette blogindlæg er skrevet af en af mine medvolontører, Helene. Det er ikke altid, jeg syntes det er lige sjovt at sidde og skrive blog, og da vi har oplevet det samme, får i hendes version af begivenheden.

I dag har bestemt ikke været en helt almindelig søndag. For det første var der, helt usædvanligt, rigtig mange udenfor kirken allerede 5-10 min i 10 (vi plejer kun at være en håndfuld til tiden, resten kommer dryssende efterhånden). Vi startede udenfor, hvor vi stillede op i række, hvorefter vi i samlet trop gik ind i kirken syngende og viftende med blomstergrene, bibeldrama over ”Indtoget i Jerusalem”.

I anledning af, at Anne Sofie og Therese (de to nye piger, der er stødt til os her i Kipili) skulle præsenteres i kirken, havde vi forberedt at synge en sang ”Jesus i din nærhed” (eller rettere havde vi brugt meget af aftenen i går på at øve, da andenstemmen, slog lidt knuder ;) ). Anders spillede tromme til og tog alle med storm, da det ikke er tit de ser en mzungu spille bongotromme. Vi andre klarede det vist fint nok ;)

For det andet var der foruden vores egen evangelist også en præst tilstede ved gudstjenesten. Ved morgenbordet fortalte han, at hans navn betød 50cent, så mens han stod på prædikestolen kunne jeg ikke lade være med at tænke på dennes amerikanske navnebror! Præsten var blevet bestilt i anledning af at hele to par skulle vies denne søndag + to børn døbes nu der var en præst tilstede!! Så I kan nok forstå, at vi var i vores pæneste tøj, havde sat håret og vi piger havde alle mascara på!

Brudeparrene sad på stole oppe foran alteret, og da de skulle vies rejse alle 4 par sig, og så blev mændene først tilspurgt og derefter kvinderne, de to par blev altså gift sideløbende og havde altså ikke hver deres time in the sun… da alle 4 vielsesringe var på plads jublede hele kirken, man klappede og hujede og kvinderne slog triller med tungen samt nogle hængte blomster-kæder om parrenes halse.

Bryllupsfesten for det ene par (det andet havde valgt ikke at holde fest) blev holdt i Community Centret, som i dagens anledning var blevet pyntet med lyserødt toiletpapir, farvestrålende stof, plastikblomster, lyskæder på Dj’ens bord, julekugler osv., hele farvepaletten var benyttet.

Vi 5 volontører kom lidt i tvivl om vi egentlig var inviteret med til festen, da folk afleverede en lille seddel (invitation) når de gik ind, og vi havde kun en mundtlig invitation fra Knud (som var blevet væk fra os), så vi stod udenfor og ventede lidt, men tog os så endelig sammen og gik ind og blev (selvfølgelig) vist op til hovedbordet, vi er jo en del af Knuds hus (gommen arbejder for Knud). De andre sad på stole langs væggen, og børnene sad på gulvet.

Der var en Dj ”Dj Bwana”, der spillede højt musik og en konferencier, der styrede slagets gang via en mikrofon, som han ofte holdte så den peb. Desuden, hver gang han skulle sige noget, startede han med at sige, hallo hallo.

Korene fra kirken sang, nogle af gæsterne dansede, de har bare så meget rytme i kroppen hernede. Så der var rigtig fest!!

Når man skulle afleverede sin gave skulle man gå ned i enden af rummet og så danse gaverne frem til brudeparret, vi 6 (Knud, Sophie, Therese, Anne Sophie, Anders og jeg) var ingen undtagelse. Aner ikke hvordan det så ud, men de hujede og klappede af os, så vi faldt vist ikke helt igennem.

Vi fik lam (dejligt mørt!!! ikke en selvfølge hernede, nærmere undtagelsen), ris og bønner og så blev der serveret sodavand. Nogle kvinder/mamaer fra kirken havde lavet maden. Alle fik selvfølgelig tilbudt håndvask inden mad, som er kutyme hernede.

Brudeparret kunne man ikke slå mange smil af hele festen, det så nærmere ud til at gæsterne havde det sjovest (Knud snakkede dog med gommen senere på aftenen og han gav udtryk for, at de havde haft en god fest, heldigvis).

Kl. 15 var hele herligheden ovre og brudeparret blev fulgt hjem til deres hus af syngende bryllupsgæsterne.

Brudeparret i midten

Derefter var vi mere end klar til at komme af vores pæne, men efterhånden noget svedige tøj og tage ud og få en dukkert!

En rigtig dejlig søndag.

Skrevet 17/4-11

Liemba

Dette blogindlæg er skrevet af en af mine medvolontører, Anders. Det er ikke altid, jeg syntes det er lige sjovt at sidde og skrive blog, og da vi har oplevet det samme, får i hans version af begivenheden.
 

”They let the shit out in Zambia”. Jeg sidder sammen med Helene og Sophie mine medvolontører samt en Hollænder og en Schweizer og udbryder denne dumhed. Sekundet efter jeg har sagt sætningen, fortryder jeg. Den er ufatteligt dårligt timet. De andre tager det nu meget pænt, de kigger lidt rundt på hinanden med skæve smil og medlidende øjne og begynder så at snakke om noget andet.

Scenariet fandt sted i cafeteriet på Liemba verdens ældste færge, som stadig er i brug. Der er nu ikke noget forkert ved sætningen. På det tidspunkt havde vi været i Zambia, og det var her, de valgte at tømme toiletterne, og det var der også brug for! Toiletterne på færgen var noget nær det ulækreste, jeg har oplevet. Det stank ikke bare ufatteligt kraftigt, man kunne også mærke luftfugtigheden! Selvom toiletterne ikke var fantastiske, var sejlturen på færgen en fantastisk oplevelse. Liemba sejler langs østbredden på Tanganikasøen fra Kigoma til Zambia og tilbage. Bådende er bygget af tyskerne før førsteverdenskrig og har en interessant historie. Sophie, Helene og jeg kom på færgen i Kipili og sejlede derfra til Zambia og tilbage igen på omkring to døgn. På de to døgn nåede vi at sætte vores føder på Zambia, møde en masse danskere og meget mere.

Vi stod forventningsfulde på færgen en sen aften i Kipili. Der er ikke en havn i Kipili, så ligesom mange andre små fiskerlandsbyer langs ruten, kommer man om bord ved hjælp af små både, som så ligger sig op på siden af skibet. Det er altid et kaos at overvære og være en del af. Folk råber og skriger og bådende sejler imellem hinanden i en stor pærevælling. Nogen skal have en masse tørret fisk læsset af, andre sætter passagerer af og på og nogen er der bare, fordi de er nysgerrige. Kaoset fortsætter inde i skibet, hvor de af en eller anden mærkelig grund har valgt at sætte billetkontoret lige der, hvor alle skal ind.

Imens vi stod, som sild i en tønde og hørte på vrede gloser fra folk, der maste og skubbede for at komme ind på skibet, fik vi vist vores pas og afleveret 40.000 shilling hver til en andenklasses kahyt. Da vi endelig blev lukket op på dækket opdagede Helene, at hun ikke havde sin sovepose på sig. Problem! Heldigvis kom der en meget glad og pumpet sømand med soveposen lidt efter. Vi sagde asante sana(mange tak), og han smilede med det største tandpastasmil. Den samme sømand skulle i løbet af turen spørge mig om penge hele fire gange, med det samme tandpastasmil.

Lasten om bord

De små både, der kommer til Liemba

Der er en helt speciel stemning på Liemba især om aftenen. Passagererne og sømændene ligger og sover alle vegne på hele færgen. I bagenden sidder sømænd og spilder Ludo og snakker. I forenden bliver der stadig arbejdet med gods og man kan høre højrøstede stemmer. For hyggens skyld valgte vi at sove på dækket. Færgen var så fyldt, at vi havde problemer med at finde et sted, hvor vi kunne være, men til sidst fandt vi et hyggeligt hjørne på det øverste dæk.

Næste morgen, da vi stod op, fandt vi ud af der var fire unge danskere med på færgen. Vi troede ikke, at der var andre hvide med, og hvad er så lige chancen for at det er danskere! Det er jo ikke så tit man møder andre danskere hernede. Danskerne skulle allerede af i Kasanga, så vi nåede kun lige at høre at to af dem dansede stammedans og de to andre havde arbejdet på et hospital længere nord på.

Efter Kasanga var det næste stop endestationen Mpulungu i Zambia. Vi var meget i tvivl om vi skulle gå i land, fordi det ville koste os hver 50 dollars at komme ind i landet og 50 dollars at komme ind i Tanzania igen, men det viste sig ikke at være noget problem da grænsekontrollen lå længere inde på havnen. Efter ca. 5 timer i havnen og en lille gåtur på zambisk jord mødte vi igen danskere. Det var omkring 10 rigtige unge ”danskere”, som vi kender dem derhjemme fra. Nogen af dem var fulde og førte sig frem, andre var rigtigt flinke og var villige til at høre om, hvorfor vi var her og om vores projekter. Men mest af alt var de optaget af at fortælle om det projekt, de var ved at oprette. 

Zambia

Turen hjem gik fint, men med en masse pauser med på og aflæsning. Vi troede, at vi ville være hjemme lørdag morgen, men det viste sig, at det først var lørdag aften. Men sådan er det jo i afrika!

Alt i alt var det en dejlig og oplevelsesrig sejltur, hvor vi mødte en masse forskellige mennesker.

Mange forskellige ting

Jeg oplever meget hernede og synes ikke altid, at det er så spændende at sidde og skrive blog. Så her kommer bare kort lidt om nogle forskellige ting jeg har oplevet på det sidste.

• 

  To af Knuds elever sammen med mig

  
  
  I starten af april kom der to piger fra Danmark. De arbejder i Cheke Chea sammen med mig. Så nu er vi fire tøser, der rigtig kan hygge os sammen!
  
  
•  
  
  
  I går så jeg vores får til påskemiddagen blive slagtet. Helene og jeg gik i gang med at dessekere nogle af fårenes indvolde. Anders slagtede et af fårene.
  
  
• 
  
  
  Knud har holdt påskelejr for unge her fra byen. Så der har været mange rare unge mennesker og mange gudstjenester i kirken. Vi har spist de fleste måltider oppe i kirken sammen med de unge – med fingrene! Det var rigtig godt at prøve. Ugali er nemt nok, ris er lidt mere besværligt. I dag, påskesøndag, lavede Anders, Helene og jeg skuespil sammen med nogle af de unge til påskegudstjenesten. Helene og jeg var engle. Det syntes folk åbenbart var ret sjovt, for de blev ved med at kalde os engle bagefter.
  
  
• 
  I går aftes viste Knud en Jesus-film nede i landsbyen. Der var helt vildt så mange mennesker, der var for at se den og virkelig en fed oplevelse. Folk sad på jorden, vejen og stier.
• Os volontørpiger har været nede at hente vand på hovedet nogle gange. Vi vil virkelig gerne lære at kunne bære vand på hovedet, som pigerne kan hernede, uden hænder. Men det er lidt svært, og jeg spilder en del vand hver gang.
  Vi har også hjulpet med at vaske op i søen! Ikke så godt, for vandet der er ikke rent. De skrubber gryderne med sand og sæbe for at få dem ordentligt rene. Det er noget der slider på håndfladerne!
  
  
• 
  
  
  Mænd holder meget hinanden i hånden hernede. Det er altså ret mærkeligt at se hver gang. Jeg tror ikke lige det er noget, jeg kommer til at vende mig til.
  
  

Skrevet d. 25/4

En anderledes tur til Kirando

Kirando er en by, som ligger ca. 10 km nord for Kipili. Normalt kører vi med Knud dertil, men sidste søndag ville vi gerne købe noget, og da Kirando er en noget større by end Kpili, valgte vi, Anders, Helene og jeg at cykle derind. Vi lånte to cykler fra mobilklinikken og én fra Knuds butler. Altså det var cykler, men de var ikke fantastiske og ikke den standard, jeg er vant til hjemmefra. Bremserne virkede ikke særlig godt, man kunne ikke rigtig skifte gear, på én af cyklerne faldt kæden af nogle gange, og ellers var der en masse andre raslelyde.

Men det var dejligt at prøve at sidde på en cykel igen – i hvert fald det første stykke! For jeg syntes ikke, at vi var kommet ret langt ud af byen, før at jeg svedte meget og tænkte, hvorfor i alverden vi havde bevæget os ud på den tur! Det skal siges, at det første stykke ud af Kipili går op af bakke, og jeg syntes straks, at det gik bedre, da det begyndte at gå nedad. Op ad bakke blev Helene og jeg nødt til at trække, for det var simpelthen for hårdt at træde rundt, især når man ikke kunne skifte gear.

Men vi kom forholdsvis hurtigt halvvejs til byen Katongoro. Og det gik også fint resten af turen. Undervejs hørte vi en masse råbe Wazungu, og jeg tænkte, at de nok syntes, det var lidt mærkeligt, at nogle hvide kom cyklende. For de har jo mange penge og sikkert også en bil!

I Kirando havde vi fortjent en sodavand – godt svedige og jeg rød i hovedet. Det var virkelig lækkert, og oven i købet var den køleskabskold! Det er ikke tit, at vi får drikkevarer, der har været på køl. Vi ville tage et billede af os selv, cyklerne og sodavand, så vi brugte selvudløser. Det var ret sjovt og også til stor morskab for de andre folk, der sad omkring os. Vi ordnede de ting, vi var cyklet for og bestemte os så for at cykle ned på havnen for at se, om der var en båd, der sejlede til Kipili.

I Kirando med sodavand foran vores fantastiske cykle

Lige da vi satte os op på cyklen var der en mand, der prøvede at hoppe op på Helenes cykel. Bagagebæreren på mange af cyklerne hernede er forstærket, så de kan køre med nogle tunge ting eller personer, så derfor tænkte manden vist, at han godt lige kunne sidde der. Det var lidt ubehageligt, at han sådan fulgte efter os et stykke og forsøgte at hoppe op, men vi fik ham heldigvis til at holde op.

Vi kom ned til havnen og der var en båd, der sejlede til Kipili og derefter videre til Congo. Det troede jeg nu ikke rigtigt på, men det viste sig, at det var rigtigt nok. Det kostede 10.000 shilling for os tre og vores cykler (ca. 40kr). Vi tænkte, at det var ikke meget, så vi ville gerne med. De sejler kun i træbåde hernede, og det ser ret spændende ud, så vi valgte at tage båden, fordi vi gerne ville prøve det og så for at slippe for at cykle hjem.

En mand begyndte at løfte vores cykler ombord. Vi valgte at prøve at prutte lidt om prisen med en anden mand og gav ham så 8000 shilling. Vi gik ombord på båden og lidt efter kom ham, der havde læsset cyklerne ombord tilbage med 6000 shilling, hvor han så selv beholdt de sidste 2000 og gik. Jeg tænkte kort, at det var da en billig sejltur, men jeg kom så til at tænke på, at han måske tog pengene bare for at læsse cyklerne ombord. Ham, vi havde givet de 8000, havde slet ikke noget med båden at gøre, og det var egentlig ret heldigt, at de andre tog pengene fra ham igen, ellers var vi godt nok blevet snydt!

Vi blev skubbet ud fra land, og så kunne de ikke starte motoren. Ankeret sad fast på bunden, så ankerdrengen sprang i vandet og fik ankeret op. Efter adskillige motorstart kom den endelig i gang, og vi sejlede afsted. Da vi startede med at snakke om at skulle sejle hjem, var det også fordi, at vi tænkte, at det var hurtigere for os end at cykle. Men det gik hurtigt op for os, at det var slet ikke rigtigt - vi havde virkelig ikke tænkt os ordentligt om! Vi vidste egentlig godt, at det tog ret lang tid, fordi vi havde sejlet halvdelen af vejen før. Det viste sig, at vi stadig skulle betale 10.000 for at sejle med også selvom vi spurgte, om det ikke var Wazungu-pris. Jeg sad længe og ærgrede mig og følte mig enormt snydt. Og hvorfor skulle ham der løftede cyklerne op have 2000? Det var der i hvert fald ingen grund til.

Vi kom til Mandakerenge, og kaptajnen skulle så ordne et eller andet der. Myggene begyndte at komme, og Helene og jeg havde ikke noget tøj med til at dække arme og ben. Vi fik så et stykke stof af en pige i båden og sad så under det – til stor morskab for de andre.

De sad alle og spiste sukkerrør på båden, og der var også et lille barn, der drak vand. Da flasken var tom, stak de den ned i søen og fyldte den op igen. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at det vand jo ikke var rent, men så sagde de, at de ikke havde penge til at købe rent vand. Så Helene og jeg snakkede lidt om, om den baby nu ville få dårlig mave på vej til Congo, hvis han/hun ellers skulle sejle helt derover.

Det blev mørkt, og vi vidste, at vi skulle cykle et stykke på dårlig grusvej. Det var lidt spændende, hvordan det ville gå, men der var ingen problemer. Knud var ikke hjemme, så vi tænkte også på, om butleren, der laver mad til os, ville blive bekymret nu, når vi ikke var kommet hjem før det blev mørkt, for han vidste, at vi var cyklet afsted. Han spurgte dog også, hvorfor vi kom så sent, men ellers var der ikke sket noget.

Senere snakkede vi med Knud om, hvad det egentlig kostede at sejle fra Kirando til Kipili. Vi blev klogere, for vi var blevet meget snydt!

Skrevet d. 20/4