Lidt billeder

Helene og jeg leger læger

Kipili by night

Mig i Kirando ved havnen

Mine venner synes, det er ret sjovt at låne mit kamera

De studerende, der bor hos Knud

En ventedag med mobilklinikken

Dagen før havde vi fået at vide, at vi skulle sejle med båden kl 8 om morgenen.

Da jeg vågnede i morges kl 7 stod regnen ned i stænger, og det lynede og tordnede lidt. Når det regner i Tanzania går folks liv i stå, og de bliver indenfor i deres huse. Jeg tænkte derfor; vi kommer ikke afsted i dag! Jeg skal udenfor for at komme på toilettet, så det var på med regnjakken og løbe afsted.

I stedet for at gå ned til båden kl. 8 gik vi hen til mobilklinikken. Der sad tre af dem og snakkede om dagens program. Vi fire danskere blev fordelt på de forskellige opgaver, og i løbet af den næste halvetime kom de to sidste ansatte.

Vi gik ned til båden for at gøre os klar til at komme afsted. Det tog såååå lang tid. Vi skulle lige have en båd med på slæb, fordi den båd vi skulle sejle i ikke kan sejle helt ind til land. Båden vi skulle have på slæb skulle først tømmes for vand. Kl. 9.30 var vi klar til at tage af sted. Én af arbejderne fra mobilklinikken sad omme i påhængs-båden. Det så ret sjovt ud, for han sad med paraply og på et tidspunkt snakkede han også i mobiltelefon.

Da vi kom ind til landsbyen Mandakarenge, skulle vi så over i påhængsbåden for at komme ind. Der var ca. 20m ind til land, og vi havde lidt problemer med at få motoren startet. Der lå tre årer i båden og vi kunne godt have nået at ro ind til bredden på den tid.

Vi gik lidt rundt forskellige steder i byen for at finde en bestemt person og endte oppe ved primary skolen. Der skulle vi undervise eleverne i forskellige sygdomme og generel hygiejne. Lise og jeg lavede et skuespil over en person, der blev stukket af en myg og derefter fik malaria. Jeg var personen og Lise var myggen. Det var ret sjovt, og børnene grinede af det.

Bagefter skulle vi ned i byen og have Chai (morgenmad eller te), og det vidste sig at være noget af et projekt. Det tog fem kvarter(!) før vi fik noget at spise, så der fik vi lig lov til at vente igen. Virkelig spild af god arbejdstid. Desuden var det et ret sjovt sted, vi skulle spise. På væggene var malingen ved at skalle af, der var åbent op i bliktaget, og så var der et fjernsyn midt i det hele. Det passede ikke ind.

Te-stuen

Vi gik tilbage til skolen, og der skulle vi have møde med nogle village health workers. De havde ikke gjort noget for at forbedre byens hygiejnetilstand siden mobilklinikken sidst havde været der i november, så de fik en lille opsang og også at vide, at de altså ikke kunne fortsætte med at samarbejde, hvis der ikke skete forbedringer. Mødet tog 2 ½ time, og den første del af dette blogindlæg blev lavet der. Det var virkelig strengt. Det var på Swahili, så Lise og mig forstod ikke noget. Desuden var der mindst fem mobiltelefoner, der ringede mens mødet stod på.

Efter mødet ville Lise og jeg se lidt af byen, så vi gik afsted selv. Efter 10 min havde vi 30 børn efter os – puha! Vi prøvede at lære dem at spille kryds og bolle, men det viste sig, at de godt kendte spillet, bare i en anden udgave. Ca. 2 timer efter mødet var færdig og med masser af børn, sang og opmærksomhed, kom båden og hentede os. Vi kom ud i båden, og så skulle påhængsbåden lige til Kirando med en masse patienter, før vi kunne komme afsted. Det tog en halv time – vi ventede igen. Kl. 19.15 var vi godt trætte og hjemme i Kipili igen, og der var det lige før, vi havde været hjemmefra i 12 timer.

Vi lærer dem at spille kryds og bolle

Børn, der henter vand

Tetris spilles stadig i TZ

Skrevet mandag og tirsdag d. 21-22/3

Acha kupiga (lad være med at slå)!

I weekenden havde jeg desværre en del gange, hvor jeg så nogle ældre slå nogle yngre. Det var ret skræmmende, og det er noget, jeg ser jævnligt. Det er også tit, at man kan høre nogle græde nede i byen. Det er vigtigt at tænke på, at det er en del af deres kultur, ligesom man også gjorde det i Danmark før i tiden. Dog syntes jeg slet ikke, at det er i orden. Det er noget, der gør ondt at se dybt inde i mig.

Fredag, da jeg gik op nede fra torvet, så jeg en større dreng slå en yngre pige med en pind. Hun lå på jorden og græd. Jeg gik hen til dem og sagde, at han skulle stoppe med at slå hende, hvilket han så gør, men et smørret grin kommer alligevel over hans ansigt, da han forsvinder ind i gården.

Lørdag formiddag, da jeg er ved at undervise nogle elever i syning, hører jeg et barn græde i lang tid. Det viser sig at være et barn på ca. 2 år udenfor, og lidt efter ser og hører vi moderen slå hende med en pind. Jeg løber ud for at få moderen til at stoppe med at slå pigen. Jeg ved ikke, hvad hun tænker, da jeg kommer, men hun griner også af mig. Jeg tager pigen op og prøver at trøste hende, men hun er ikke tryg ved mig, hvilket jeg godt forstår. Jeg kan se, at hun længes efter at få et knus og omsorg af sin mor, for hun søger efter hende.

Mig og sypigerne

Det er svært, når jeg kommer og blander mig som hvid og ikke kan sproget ordentligt, så jeg aner ikke, hvad situationen handler om. Alligevel kan jeg ikke bare gå forbi og se på, at nogen slår hinanden.

Om eftermiddagen har jeg et andet syhold og der er nogle børn, der synes, at det er sjovt at løbe ind og ud af sylokalet. Jeg fortæller dem, at de skal blive udenfor. En af eleverne, en stor pige, rækker armen ud og slår en af børnene med knytnæve oven i hovedet. Og så må jeg fortælle hende, at det må hun ikke. Lidt efter kommer børnene ind igen. Jeg siger igen til dem, at de skal gå udenfor, og så er det en anden af eleverne, der slår. Jeg bliver rigtig frustreret og siger, at det vil jeg ikke have. Hvis der er nogen, der gør det igen, kan de ikke være med på syholdet mere.

Som tidligere skrevet, slår de hinanden meget i Cheke Chea. Men når de lærer, at det er i orden at slå hinanden derhjemme, giver det en god forklaring på, hvorfor de gør det så meget. - Desværre :(

Skrevet torsdag d. 17/3

At komme til at se den rigtige fodboldkamp

Jeg vil starte med at sige, at jeg egentlig ikke holder med FCK, men nu når de var kommet så langt i champions league, og jeg befinder mig langt væk fra Danmark, ville jeg gerne se dem spille mod Chelsea. De andre volontører hernede, Jan, Helene og Lise ville også gerne se kampen. Det skulle vise sig at være noget af et projekt.

I sidste uge spurgte jeg nogle af de unge drenge i byen, hvornår Chelsea skulle møde FCK. En del hernede er fan af Chelsea, så jeg tænkte, at de nok vidste det. Jeg fik at vide, at de skulle spille tirsdag. Da tirsdag nærmer sig, har Jan, som er stor fan af FCK, fået en aftale med dem, der ejer lodgen tæt her på, at han kan se kampen dernede. Helene og jeg vil hellere se kampen her i byen, så tirsdag går vi til den nærmeste fjernsynstue og spørger, om de viser fodbold. Det gør de ikke, så vi beslutter os for at tage med over til lodgen. I løbet af eftermiddagen viser det sig så, at de ikke kan finde kanalen på lodgen. I stedet kan vi alligevel godt se kampen hos den nærmeste fjernsynstue, så det regner vi med. Hernede vil kampen starte 22.45. Omkring kl. 21 kommer en af snedkerlærerne og hører, om vi skal se kampen. Han er Chelsea-fan og siger så, at de først skal spille i morgen. Vi er ret forvirrede over, hvornår de egentlig skal spille, og da vi ikke har adgang til internettet, bliver det opklaret ved at sende en sms hjem. Det visers sig, at det først er onsdag.

Onsdag dag venter vi spændt på, at det bliver aften, så vi kan komme til at se et dansk hold spille i Tanzania. Da vi kommer ned til fjernsynstuen står der en del børn uden for vinduet, og der sidder nogen indenfor. Generelt tilbyder tanzanianerne altid os hvide en siddeplads på en stol, så der er straks nogle, der flytter sig, og vi sætter os. Optakten til kampen starter i et tanzaniansk studie, så vi forstår ikke rigtig hvad der bliver sagt. Lyden er ret dårlig og der er ret meget baggrundsstøj på fjernsynet. Vi hører dog, Real Madrid bliver nævnt, og snedkerlæren, som er Chelsea-fan, siger, at de først viser kampen mellem Real Madrid og Lyon og så bagefter Chelsea – FCK. Det vil altså sige, at vi først kan se FCK kl. 1 om natten!

 

Jeg kommer til at sidde i en god lænestol, og i løbet af første halvleg har jeg allerede blundet lidt. Hernede går vi nogle gange ret tidligt i seng, så det var egentlig over min sengetid. Jeg beslutter mig for at opgive at se kampene og går i seng. I morges hørte jeg så, at de slet ikke viste kampen mellem Chelsea og FCK i fjernsynet! De andre sagde, at efter at den første kamp var færdig begyndte de at spille musik. De troede derfor, at den anden kamp ikke blev vist. Men den kom lidt tid efter.

Under alle omstændigheder fandt vi i morges ud af, at resultatet af kampen blev 0-0. Måske var vi ikke gået glip af så meget.

Alt det bøvl for at se en fodboldkamp og så bliver den slet ikke vist – men det gjorde den så alligevel!

Skrevet torsdag 17/3.