Safari til Katawi

Mandag morgen skulle vi afsted fra Kipili. Vi skulle med bus fra Katongoro til Namanyere og så fra Namanyere til Stalike. Knud var allerede taget afsted, så vi måtte regne med at skulle gå til Katongoro, ca. 7km. Da bussen ville komme til Katongoro ca. 8.15, skulle vi gå fra Kipili kl. 6.45. Det syntes vi var ret tidligt, så vi forhørte os flere steder i byen, om der var nogen, der skulle køre den vej. Det var der desværre ikke, så vi stod op, sådan at vi var klar til at gå. Flere af Knuds arbejdere gav udtryk for, at det var hårdt for os, at vi skulle gå, men der var ligesom ikke andet at gøre – troede vi. For om morgenen kom Knuds butler og sagde, at Alfons, traktorføreren, skulle den vej med traktoren. Vi kunne derfor komme med den. Det var dejligt, bortset fra at det var lidt hårdt at sidde i den med alle bumpene. Vi havde også en vogn med og samlede nogle få op undervejs. Da vi var blevet sat af, kørte traktoren mod Kipili igen – om den virkelig havde en ærinde den vej, vi skulle, ved vi ikke!

Bussen kom, og den var mega fyldt. Vi havde pladser nede bagi, så vi maste os ned for at komme til at sidde. Der sad en mor med sit barn, og da vi ikke ville jage hende væk, stod vi op til Namanyere. Det tog ca. 5 kvarter. Det var ret mærkeligt, for alle folk ville helst stå op foran i bussen, så der var der rigtig fyldt, hvorimod nede bagi, var der knap så fyldt. De har åbenbart ikke lige forstået systemet i at fordele sig. Undervejs i bussen var der nogle bump, og når man er nede bagi, kan man rigtig komme op at flyve – det var ret sjovt!

Jeg sover i Namanyere

I Namanyere ventede vi i halvanden time på den næste bus, men så fik vi lige en lur imens. Da bussen til Mpanda kom, var der virkelig mange mennesker, der skulle med den. Billetmanden ville have Helene og jeg ind først, hvilket var ret mærkeligt. Jeg ved ikke, om det var fordi vi var hvide eller fordi han syntes, at det var mest praktisk. Jeg syntes i hvert fald, at det var ret åndsvagt. Men alle kom ind og stod totalt i en klump, hang over sædet og rørte ved ens hår. Jeg foreslog, at de alle skulle trække lidt bagud, men det forstod de ikke eller også forstod de ikke mit swahili. Vi vidste ikke, hvor den by som vi skulle af i lå, men jeg spurgte én mand, om han ville sige, hvornår det var. Vi sov en del på turen, og det endte også med, at han vækkede os, da vi skulle af. Det var virkelig godt, at han huskede det, for ellers var vi ikke kommet af.

Vi boede på en lodge lige ned til en flod, hvor der var flodheste. Man kunne høre dem pruste oppe på lodgen. Det var vildt, så tæt vi kunne komme på dem. Jeg tænkte flere gange på, at det er det dyr lige efter malariamyggen, som slår flest mennesker ihjel. Det er ret mærkeligt, for det er virkelig en stor klump, og man tænker ikke, at det er hurtigt.

I Katawi så vi mpalaer, mange forskellige fugle, giraffer, krokodiller, en slange, skildpadder, vortesvin, antiloper, mange bøfler, aber og zebraer. Zebraerne var ret sky, så de var ikke lette at fotografere. Og så håbede vi hele tiden på, at vi så en løve. Til allersidst så vi heldigvis en elefant, så vores tilfredstillelse var nogenlunde fuldendt, da vi vendte næsen hjemad.

Efter to dage i bil og bus var jeg godt træt af at køre, men det havde været en god oplevelse. Jeg syntes dog altid, at det er rart at komme hjem til Kipili.

 

  

 

Skrevet d. 12. maj

Kalambo falls

Onsdag d. 27/4 skulle vi på tur med LM-missionær Peter Olufsen til et 235m højt vandfald, Kalambo

falls. Vi kørte kl. 7 om morgenen. Bilen var fyldt med Wazungu'er - 11 stk. Os 5 volontører fra Knud sad helt omme bagi, hvor der er sæder i siden. Det var en rigtig sjov og hyggelig tur. Vi sang en masse kristne sange sammen, og det var med mere vibrator end normalt. Nogle gange bumpede det så meget, at man kunne få overbalance og falde af sædet og andre gange var vi ved at slå hovedet oppe i loftet - det blev til mange grin :)

Vandfaldet var fantastisk flot og overvældende. Tænkt, at der kan være så mange kræfter i vand. Og så var der skræmmende langt ned. Der var åbenbart også en gæstebog til vandfaldet som nogle fra landsbyen kom ud med, og så krævede de også entré – ret mærkeligt!

Mig ved vandfaldet

Om eftermiddagen kom vi til en lodge ned til Tanganyikasøen, hvor vi skulle sove. Os fire piger fra Kipili skulle næste dag med bussen tilbage til Sumbawanga. Vi fandt ud af, at den kørte kl. 5 om morgenen fra lodgen – det var jo sindsygt tidligt. Men vi var heldigvis lidt i træning i at komme tidligt op fra den forrige morgen. Da vi stod ved bussen lidt i fem, nåede jeg mange gange at tænke, at vi jo overhovedet ikke kunne være sikre på, at den ville komme til tiden. Hernede kan man ikke regne med, at noget starter eller kører til tiden. Så det var med glæde, at vi så bussen komme 5min over 5. Eller det var en daladala – en lille bus med kinesiske eller japanske tegn på døren. Vores sæder var ledige og ellers var alle sæder besat, men god plads i bussen og ingen der stod op i midten. Vi spekulerede meget på, hvor lang tid det ville tage at komme tilbage til Sumbawanga. Bil er hurtigere end bus, og så var det også en dårlig vej. Vi fortsatte vores nattesøvn lidt i bussen, men fandt hurtigt ud af, at der sagtens kunne stå folk op i bussen. Og de blev ved med at fylde ind! Folk havde bagage med, og det skulle også være inde i bussen, så vi sad med folk stående hængende ind over os, og folk, der holdte fast øverst på ens sæde, sådan at ens hår nogle gange kom i klemme. Puha, det var noget af en oplevelse. På et tidspunkt stod der en mand med en høne i en pose. Jeg ville gerne tage et billede af den, og så fik Helene og jeg hønen og sad lidt med den. Jeg gav den lidt brød fra min hånd. Det var så mærkeligt at have en høne pakket ind i en pose! Der kom også en gammel mand ind i bussen. Han kunne ikke rigtig stå op ordentligt, så han fik lidt af mit sæde. Da mit sæde ikke kunne sættes ordenligt op, kom jeg til at sidde skævt med ryggen. Det gik heldigvis, fordi det ikke var lang tid. Bagefter var der en pige, som virkelig måtte trænge til at sidde ned, for hun satte sig på sædet efter manden var stået af.

Mig med hønen

Efter godt 6 timer kom vi frem til Sumbawanga, godt trætte i ryg og hår. Men det havde været en spændende tur.

Skrevet d. 7. maj