Sikonge – et dejligt sted :)

I Sikonge besøgte vi spedalskhedshospitalet og deres arbejde. Der har været BDM-missionærer i rigtig mange år, og vi har også læst en bog om stedet. Det var rigtig spændende at se, hvilket arbejde, de gør for de spedalske og også hvilken kæmpe betydning, det har for deres liv.

Man kan blive 100% helbredet for spedalskhed. Det, der er problemet, er, hvor mange nerver sygdommen har nået at ødelægge, før man kommer i behandling. Man tager medicin i 6 – 12 mdr, og fra den første pille er taget, er man smittefri. Et andet problem ved sygdommen er, at man bliver udstødt af samfundet. Vi mødte én, hvor konen havde forladt ham og børnene og en masse, som følte sig så anderledes, at de efter deres behandling ikke havde lyst til at vende tilbage til deres landsby.

I Sikonge har de en lille camp, hvor der bor ca. 20 mennesker. De er for dårlige til at tage sig af sig selv, så derfor har de brug for daglig hjælp og pleje. Det fungerer lidt ligesom et plejehjem. Campen er lukket for tilgang. De vil ikke have flere i den og lader den lige så stille lukke ned som folk dør. Den dag vi var der, var der én af beboerne, som lige var død, så vi kunne desværre ikke se den.

De har en anden camp eller en lille landsby, hvor der bor ca. 200 mennesker. Det er en normal landsby med familier, og de går i marken osv. De kan sagtens klare sig selv, og mange af dem er blevet gift og har fået børn. Det, der gør, at de bor der, er, at de ikke har lyst til at vende tilbage til deres oprindelige familier, eller at de ikke har noget at vende tilbage til.

Mange af dem havde dårlige føder og/eller hænder; mistet tæer/fingre. Det er meget vigtigt, at de får vasket og blødgjort deres fødder hver dag, for ellers får de lettere sår o.lign. og de har ingen følelser i fødderne, så det er ikke altid, at de opdager det, før såret er blevet rigtig grimt.

På leprosariet eller hospitalet er der plads til ca. 10 mennesker. Da vi var der, var der syv og de havde alle rigtig grimme, dybe, åbne sår i foden. Behandlingen er vask, måske fjernelse af arvæv og ellers hvile. Det kan tage flere måneder at hele. Stort set alle de patienter, der bliver indlagt har samme problem. De mærker ikke, at de får et lille sår under foden, og så går de med det i lang tid, ud i marken osv. Måske er der en anden, der opdager det, og da er det allerede blevet grimt og dybt.

Et andet sted har de også et værksted, hvor de laver special-sandaler og proteser.

Vi fulgtes med doktor Ruhamia og doktor Richard, som var nogle rigtig rare mennesker. Vi blev virkelig taget godt imod, og det var så flot af dem, at de havde tid til at vise os så meget.

Desuden boede vi i vores egen lille lejlighed med køkken ved siden af missionærhuset. Det var luksus for os, og vi havde en del tid til at sidde og slappe af.

Skrevet søndag d. 26/6