Tur med mobilklinikken til Kisambala

Onsdag d. 18. maj tog jeg med Helene og mobilklinikken til en landsby Kisambala, som ligger lidt længere nede af Tanganyikasøen. Vi skulle afsted med båden kl. 8 om morgenen, så vi stod op og stod nede ved båden 7.55. Der var ikke kommet andre. Lidt tid efter begyndte de at komme, men så skulle båden hente nogle vacciner i en by i den modsatte retning, så Helene og jeg tog os en lur i græsset. Kl. 8.45 kom vi afsted. Det er fantastisk at sejle på søen, især om morgenen. Det er så smukt, og det kunne være rart at gøre hver dag.

Vi ankom til Kisambala, som ude fra vandet ligner en landsby med fire huse. Men resten af byen ligger og gemmer sig inde bagved.

Vi startede med at få morgente med sødekartofler. Ikke noget jeg ville foretrække til morgenmad. Henne ved klinikhuset stod der over 100 mødre med deres børn. De smed alle deres journalbøger, og så skulle vi inddele dem i alder, og om de skulle vaccineret eller ej. Helene og jeg skulle veje babyerne. Jeg skulle råbe navnet op, og det var nogen gange lidt svært at læse, hvad der stod og nogle gange et ret mærkeligt navn, men det gik. De havde alle en vejepose til barnet og kom så op at hænge. En del af børnene skreg, og det gjorde det lidt svært at aflæse vægten korrekt, så det gjaldt om at være hurtig. Der var fugtige bagdele på mange af børnene, fordi de ikke har engangsbleer. De har et eller andet stykke stof og noget plastik rundt om. Deres vægt skulle så tegnes ind i deres vægtkurve, og vi så, om de lå som de skulle. Det mindste barn vi så var tre dage gammelt. Det var hjemmefødt og skulle vejes for første gang. Børnene og nogle af mødrene blev vaccineret af Joyce, en medarbejder på mobilklinikken. Helene og jeg lavede nogle journalbøger, og det var også noget af en udfordring med deres navne. Og så var det ikke altid, de helt vidste, hvad de hed til efternavn, men det er vist fordi, de ikke bruger det. Efter 4 timer var vi ved at være færdige – godt brugte og ondt i fødderne. Til middag fik vi ugali og hele fisk, som skulle spises med fingrene. Det er altid en udfordring.

Vores båd lå klar i det dejlige vand, og der havde jeg rigtig lyst til en dukkert. Men det måtte vente til vi kom hjem.

Jeg tager en slapper efter, at vi er færdige.

Skrevet tirsdag d. 31/5