At køre i bus i laaaaaaang tid

Anders, Helene og jeg har været på en 14 dages tur rundt i Tanzania. Vi har kørt i mange forskellige busser, så vi er nu udnævnt til buseksperter eller måske nærmere ”dem, der er enormt trætte af at køre i bus”. Vi har virkelig oplevet lidt af hvert på vores busture.

Fra Iringa til Arusha er der asfaltvej og ikke rigtig nogle store problemer. Hvis altså ikke man lige pludselig opdager, at bussen kører en anden vej, og man bliver meget i tvivl om, man er kommet med den rigtige bus. Og så ellers at døren står åben hele vejen, fordi den ikke kan lukkes ordentligt. Denne bus havde enormt brede sæder (sådan føltes det i hvert tilfælde, egentlig var de nok bare som dem i DK), og det var virkelig luksus.

Hood-bussen, hvor døren ikke kunne lukkes ordentligt

I Arusha og Iringa kørte vi rigtig meget i Daladala, som er en slags fællestaxa/minibus. Der er rigtig smalle sæder, og der kan være rigtig mange mennesker i. De har alle en konduktør/”én, der råber, hvor daladalaen kører hen”, og han åbner og lukker døren hele tiden og klapper på siden af bilen, når den skal stoppe/køre. Der er meget liv omkring daladalaerne, så de er ret sjove og ikke mindst ekstrem billige at køre med! Man kan køre 12km for 1,50kr!

Fra Arusha til Tabora købte vi billet ved et mindre busselskab, der hed Mohammed Classic. Allerede, da vi købte billeterne, havde jeg på fornemmelsen, at turen ville blive lang. Jeg spurgte, om kvaliteten på bussen, og de henviste mig til et billede, som viste en fin bus! Det er godt med jer; tænkte jeg.

De fleste busser hernede har 2 sæder i den ene side og tre i den anden. Det betyder, at sæderne er meget smalle. Det havde denne bus også. Bussen kørte kl. 6 om morgenen og allerede fra starten af, spillede de rigtig højt tanzaniansk musik. Vi fik dog forlænget vores morgensøvn. 

Mohammed-bussens rat. Det ser betryggende ud, ik?

De havde problemer med at tjekke billeterne, for de kom rundt hele tre gange! Ca. kl. 10.30 ramte vi en stor sten, som fik bussen til at give et ryk til den ene side. Folk i bussen gav en lyd fra sig, som om de tænkte; nu går det galt. Bussen stoppede, og det viste sig, at stenen havde trykket fælgen på et af baghjulene, så hjulet skulle skiftes. Alle mand stod ud af bussen, gik på toilettet og satte sig i grøften og ventede. Det tog ret lang tid, og jeg tror også, at stenen havde gjort et eller andet ved akslen. Vi blev overhalet af adskillige andre busselskaber, mens vi ventede, og der kom tanken; bare vi havde valgt en anden bus!

Støvmaske i bussen

Vi venter på, at de laver mohammed-bussen

Ved 14-tiden kom vi til en rasteplads, hvor man kunne få mad. De sagde 10min pause, så Helene og jeg skyndte os rundt, for at nå at købe noget mad og komme på toilettet. På et tidspunkt, da jeg løb hen mod bussen, er der en der råber, at det tager længere tid, fordi bussen skal laves igen. Så der havde vi løbet rundt som nogle dumme turister. Det var åbenbart ikke lavet ordentligt første gang. Vi ventede i to timer!

Ca. kl. 18 kom vi til en landsby. Vi vidste godt, at det ikke var Tabora, men billetkonduktøren råbte Tabora. Han havde lige sovet, så vi sagde til ham, at det her ikke var Tabora, men det vidste han godt, og det var rigtig nok, at vi skulle af der. Byen hed Nzega, og det viste sig, at vi blev nødt til at overnatte der. Vi var blevet forsinket pga. reparationerne, så vi havde ikke nået bussen, der kørte til Tabora kl. 16. Den næste bus gik først næste morgen. Vi var noget sure over det, men efter et forsøg på at finde en bil, der kørte til Tabora om aftenen, indstillede vi os på, at vi måtte blive i Nzega. Det var faktisk en rigtig hyggelig by!

Næste morgen kl. 6 var vi klar til at fortsætte vores tur. Det var en bus, hvor bagagen skulle op på tager. Der var rigtig mange mennesker med bussen. De stod proppet op i hele midtergangen. Og når vi kørte faldt der indtørrede sandstykker ned i hovedet på os. Vinduet åbnede hele tiden sig selv pga. bumpene, så når jeg lige var faldet i søvn, vågnede jeg ved, at det blæste ind i hovedet på mig. Der var heldigvis kun en tur, der tog tre timer.

Fra Sikonge til Mpanda var vi ved at komme for sent til bussen. De dyttede af os, så vi skyndte os ind i bussen, eller vi skyndte os så meget, som det var muligt. For hold fast, hvor var der mange mennesker med bussen. Vores rygsække plejer at komme i bagagerummet, men der var ikke plads, så de skulle med ind i bussen. Vi havde siddepladser, og det var noget af et mas at komme hen til dem. Folk begyndte at råbe, at de godt kunne bære os, men det skulle vi ikke nyde noget af, så vi fik mast os frem. Lidt efter kom min store rygsæk også, så den sad vi med på skødet. En mand syntes åbenbart også, at han skulle sidde på sæderækken, så vi sad 4 mennesker på 3 smalle sæder. Da vi var halvvejs blev det sidste sæde ledigt og noget bagage blev fjernet fra bagagerummet, så min taske kom derned. Det var fantastisk, hvor godt vi så kunne sidde.

Proppet bus fra Sikonge til Mpanda. Til højre ses den fjerde mand, der også forsøgte at sidde på sædet.

Da vi købte billetten i Tabora havde vi betalt 25.000 tsh for den. Vi syntes, at det var ret meget, så vi spurgte, om det ikke var Wazungu-pris. Nej, nej, det var det ikke, sagde de. Vi spurgte nogle af de andre passagere i bussen, hvad de havde givet for deres billet, og fandt ud af, at prisen kun var 18.000 tsh. Vi var godt sure og følte os rigtig snydt, så da vi kom til Mpanda gik jeg hen for at kræve pengene tilbage for det, vi havde betalt for meget. Efter en time, forsøg på at brokke mig på dårligt swahili og en portion bønner og ris, fik vi 5000 tsh tilbage hver. Vi var rigtig glade og dagen var reddet :)

Næste dag skulle vi med bussen fra Mpanda til Namanyere. Der var åbenbart kun ståpladser tilbage, og de havde ret svært ved at forstå, at vi godt ville stå op. Vi skulle bare hjem til Kipili den dag, så vi var ligeglade med, hvor hårdt det skulle blive. Vi stod op fra kl. 6 – 9.30 om morgenen og endte så i Chala, en by en times kørsel fra Namanyere. Knud kom fra Sumbawanga den dag, så han samlede os op kl. 15.30. Det var lang ventetid og lidt hårdt nu, hvor vi var så tæt på at være hjemme. Vi sov lidt i skolens baghave og var god underholdning til byens børn.

Vi har lært mange ting på vores busture: man skal altid tisse, hvis der er tissepause, og man skal altid købe mad, hvis der er mulighed for det. Man ved aldrig, hvornår bussen stopper igen, og hvornår og hvor man kommer frem.
Skrevet fredag d. 24/6